Van Gogh og skønheden




...den nyfundne tegning viser van Goghs skønhedsopfattelse
I Otterlo i Holland, på Kröller-Müller Museum, hænger van Goghs portræt af løjtnant Milliet i fuld uniform. Billedet er malet i september l888, altså fra den periode der betragtes som van Goghs kunstnerisk stærkeste. Denne lieutenant Jacque Milliet gjorde tjeneste ved den lokale garnison og er på grund af Vincent van Gogh gået over i kunsthistorien. Man har hidtil ikke vidst meget om ham (bortset fra at van Gogh har malet 3 portrætter og tegnet 2 tegninger af ham), men fundet af en dagbog fra tiden har kastet nyt lys over ham - og især van Gogh. Det er ikke kun dagbogen, men også opdagelsen af en lille van Gogh-tegning, der hele tiden upåagtet har været i Milliet-familiens eje, som er interessant.
Historien er som følger:
Jacque Milliet havde en storebroder, Emile Milliet, som var skolelærer og som af og til besøgte ham i Arles. Der var et tæt forhold mellem brødrene og de havde en flittig brevveksling - enkelte breve er bevaret. Emile førte dagbog, eller rettere dagbøger, og det er fundet af disse der har kastet nyt lys over denne kunsthistorisk interessante periode. Udvalgte dele af Emile Milliets dagbog, samt uddrag af to af Jacque Milliets breve er udgivet på det engelske forlag Francis Akement and Co. Ltd. under titlen Van Gogh and the Beauty. I to afsnit i dagbogen omtales van Gogh direkte. Jeg citerer her (med forlagets tilladelse) de mest betydningsfulde passager fra dagbogen:
"For et par måneder siden blev Jacque portrætteret af en herboende hollandsk maler. Jacque følte sig nærmest tvunget til at sidde model og var ikke spor tilfreds med resultatet. Kunstmaleren havde tilbudt Jacque maleriet for en ringe sum, men Jaque brød sig ikke om det. Alligevel gik vi hen til kunstmaleren for at jeg kunne tage maleriet i øjesyn. Han boede alene i et par værelser og var en lille grimrian, en særling. Hele huset var fyldt med små grimme malerier i grelle farver. Jeg fik tilbudt maleriet for 15 franc, men det var for hæsligt, og jeg undslog mig. Vi var der vel lidt over en time, og til afsked fik jeg højtideligt overrakt en tegning - jeg nænnede ikke at afslå gaven. Den så ud som var den lavet af et barn." Senere hedder det:
"Der er de senere år kommet mange udlændinge dertil, en del af dem kalder sig kunstnere, men er det bestemt ikke. De maler så grimt - hvorfor gør de det - når der dog er så smukt her? Er det mangel på evne?"

Disse ord afslører jo ikke meget nyt om den billedkunstner der engang var så overset. Hvorfor han var det er måske svært at forstå nu da alle ser hans storhed. Denne i dag så berømte kunstmaler kunne ikke sælge sine billeder - han kunne kun med besvær komme af med dem som gave. Man antager at han allerhøjest fik solgt et eneste kunstværk medens han var blandt de levende. Billederne var jo grimme og stødende (som han selv), nu er de smukke og indsmigrende (som han selv). De billeder som blev afvist med ordene: "Desværre har vi ikke plads på vore vægge" eller "Farverne passer uheldigvis ikke rigtig til vores stuer", hænger nu velbevogtede på museumsvægge - og reproduktionerne findes i hvert andet hjem. Desværre levede ingen af os i Arles for 100 år siden, så der er indlysende grunde til at ingen af os kunne støtte den forsmåede Vincent - hverken moralsk eller med penge. Og desværre var heller ingen af vore tipoldefædre årvågne nok i København nogle år senere omkring århundredeskiftet, da van Gogh-billeder solgtes billigt dér. Ak, ja, hvis bare en enkelt af vore aner dengang havde kendt sin besøgelsestid, ville vi i dag kunne vælte os i penge og/eller finde knælende museumsdirektører på vore dørtrin. Det er altså den trivielle historie: Det nye er uvant, og før man har vænnet sig til det vil man ikke acceptere det.

Dengang var der vidunderlig smukt i Provence. Det syntes i hvert fald den hollandske maler, og han omtaler mange gange i sine breve den skønhed som omgav ham. Han taler om "at der er meget smukt her i Auvers, mange gamle, stråtækte hytter blandt andet, og de er ved at blive sjældne". Van Gogh var altså fuld bevidst om hvad der var smukt, så hvorfor malede han så grimt at ingen ville eje hans billeder?

Hvad er smukt og hvad er grimt? Derom er sagt meget i tidens løb. En smuk kvinde var engang det samme som en fed kvinde. På et andet tidspunkt i verdenshistorien skulle skønheden være mager og anæmisk: Definitionen af det skønne ændrer sig hele tiden. For ikke så længe siden beklagede københavnske kunstkritikere sig over at de unge nye malere havde udstillet billeder der forestillede møddinger og stalde, nu synes alle, at alle disse fynboere malede - åh, så nysseligt! Van Gogh omformede sin tids skønhed til kunst, og få år efter anser eftertiden hans kunst for at være en højere form for skønhed. Tiden hjælper os med dette - den hjalp også van Gogh: Han syntes at Auvers stråtækte hytter var smukke - omtrent på samme måde som nogle i dag udtrykker sig om dansk stråtagsidyl. Vil vore efterkommere engang i fremtiden kunne læse udsagn som: "Der er meget smukt i Holbæk, byen med de mange gamle gasbetonhuse med de grå og sorte eternitttage?"

Men hvorfor kunne datiden ikke lide van Goghs kunst? Hvis der findes et svar på dette, er det måske også svaret på hvorfor nutidens moderne kunst også afvises af de fleste.

Alt epokegorende nyt mødes ofte med afvisning eller (i bedste fald) ligegyldighed. Den regel gælder ikke blot i kunstens verden - alle menneskehedens nyskabelser er i tidens løb blevet mødt af denne modvilje: Kristendommen, kaffen, udviklingslæren, rockmusikken, bakteriologien, økologien, psykologien, socialismen og terrorbalancen. Også mindre omvæltende nyt kan få os til at være afvisende: De unge med deres sære fremtoning og højlydte musik, de fremmede med deres underlige vaner, og ikke mindst den tekniske nutids uforståelige sprog der dukker op de særeste steder. Vores negative indstilling til flygtninge, fjerne kulturer, nye religioner, nye teknologier grunder sig ofte i mangel på viden. Engang frygtede man gespenster og ånder på kirkegårde om natten, og engang var man bange for den person i landsbyen der kunne betvinge jern og ild: En smed! Hvem er i dag bange for ham - eller et damptog - eller en skuespiller? Og hvem frygter i dag en ædru svensker, og hvem af os tør ikke tale i en nymodens opfindelse telefonen?

Hvorfor kunne man for 100 år siden ikke lide van Goghs kunst? Émile havde det som de fleste dengang: Van Goghs kunst forekom ham grim og uindbydende, akkurat som mange i dag har det med den nye unge kunst. Men hvorfor syntes man at det var grimme billeder? Lad os antage at al ny kunst hviler på en opdagelse, f.eks en ny sansning af en farvekombination eller opdagelsen af oliefarvene eller centralperspektivet. 		Når der fremkommer nye muligheder, f.eks. tekniske, må kunstnerne afprøve dem, og der blev netop i slutningen af 1800-tallet opfundet og fabrikeret nye kunstnerfarver (der ikke alle var lysægte, hvilket i tidens løb har ændret van Goghs malerier mere end de fleste er klar over). Van Gogh afprøvede disse nye farver og opdagede at han kunne udtrykke noget nyt ved deres hjælp. Han afprøvede (ligesom andre) også nogle nye maleteknikker (hans kompositionsteknik derimod var stadig ret traditionel, ligeledes hans motivverden). Det var resultatet af disse nye kunstneriske undersøgelser, der blev årsag til den næsten totale afvisning af hans kunst - og som i dag er årsag til det modsatte. Vincent var ganske klar over problematikken; han skriver i et af sine breve "det bliver en dekoration, som vil knalde med sine grelle og brudte toner af krom på en baggrund af forskelligt blåt, fra sarteste veronesergront til kongeblåt, indbefattet af tynde striber, der males med guldgult" (Vincent van Gogh: Breve; oversat ved Kai Flor, Berlingske Forlag 1959). Helt tydeligt var han klar over at man ville opfatte hans farver som grelle. Nu synes vi at det er så yndigt det hele. Når en udtryksmåde er blevet tilstrækkelig anerkendt og tilvant, ender den som tradition. Til sidst er den ligefrem en kulturarv - ak ja! Engang vil vi på Internet finde opråb der efterlyser kunst med den skønhed og logik som Jes Brinch eller Peter Carlsen viste os i slutningen af det 20. århundrede. I dag ææælsker de fleste Guldaldermalerne - vi har efterhånden vænnet os til at forstå deres afbildninger af stilfærdige landskaber og civiliserede modelbilleder - men det er ikke mange år siden at de fleste kunstelskere afviste malerier af kostalde og fabrikker alene på grund af motivet. Og - hvis sandheden skal frem - vil de fleste af dagens danskere heller ikke så gerne se på billedkunst der er malet i dette århundrede - ligeom vore mest afholdte digtere helst skal have været døde i lang tid. Og hvordan var det f.eks. med komponisten Rued Langgaard?

Vi elsker det vi kender, og afviser som regel det der er nyt og ukendt - det gælder for alle slags begreber, også for kunst. Når vi i dag betragter og vurderer die Schönheit, slæber vi rundt på traditioner som er ganske afgørende for vores skønhedsopfattelse. Formentlig er der også i vores natur nedfældet nogle automatiske reaktioner på hvad vort øje opfatter. Ligesom vore smagsløg har indbygget nogle vurderinger som sødt, surt og bittert, reagerer vores øje også naturbestemt på visse synsindtryk: Det ser ud til at vi opfatter horisontale synsindtryk bedre end vertikale, og vi får rumfornemmelse af farvers gråhed (det såkaldte farveperspektiv). Vi foretrækker lyse farver fremfor mørke og reagerer stærkt på selv små mængder rød farve. Vi kan genkende menneskelige proportioner på 1000 meters afstand, men kan ikke se forskel på ultraviolet og gul. Og så ser det ud til at vi har et specielt blik for det afvigende, det anderledes: Solformørkelser, 4 esser i kortspil, kalve med fem ben og ballonopstigninger, f.eks. Men helt afgørende for vores skønhedsopfattelse er de påvirkninger vi har fået fra vort kulturelle miljø: Mennesker fra Bali har andre skønhedsnormer end eskimoer, og næsten alle danskere synes at fire røde retvinklede firkanter på et hvidt rektangel er et smukkere syn end alle andre landes flag.
Skønheden i kunsten har også sine normer. Billedkunstens er i dagens Europa for de fleste lig med landskabsudsigter, blomsteropstillinger, byprospekter og lignende, helst med forgrund, mellemgrund og baggrund. Vi vil have billeder malet med akryl eller ildelugtende olie - ve, den kunstner der maler med afføring (jeg ved det - jeg har prøvet det)! Vi vil se små farveforskydninger brede sig på lærrederne, masser af grønne nuancer, rumfornemmelse, det gyldne snit, rektangulære billedfelter (dog helst ikke kvadratiske), illusionistisk maleri. Først og fremmest vil vi, når det kommer til stykket, se noget som vi er bekendt med, noget vi har set før. Denne tingenes tilstand giver os den samme situation som vi har levet med de sidste 200 år inden for kunstlivet: Vi er stort set enige om at det smukke er smukt, men uenige om hvad der er grimt - og en meget lille gruppe kunstnere skaber den kunst som en meget lille gruppe indforståede kritikere og fans sætter pris på, og som de udråber til at være den virkelige kunst (og de har som regel ret). Det store kunstpublikum vil have noget helt andet: Man vil have noget man kender (man siger, man vil have noget man forstår). Og hvis man ikke kan få good old Picasso, så køber man noget der ligner. Derfor har vi i Danmark alle disse mange kunstnere, der giver os det som vi allerede har set mange gange for: Reserve-picassoer, lavpris-miroer og Asger Jorn-efterlignere. Der findes billedkunstnere i Danmark der maler som Haugen-Sørensen gjorde for 20 år siden, og andre maler som Chagall gjorde det for endnu længere tid siden. Der findes flere snese danske malere der maler som Kirkeby gør det, og "vildt maleri" - som var en tysk opfindelse - har vi fået så rigeligt af, at pengene passer så rigeligt. Det er nogenlunde nemt at overtage en kendt kunstners kendte stil, når man er en rimelig god tekniker, men kan man overtage hans kunstneriske intentioner og realisere dem?

Hvad er smukt? En sensommermorgen på en strandeng ved Holbæk Fjord. Solen er lige stået op, og bag dig anes tågerestene endnu imellem de mørke træer på den lave skrænt. Havet er som et sølvspejl og himlen er lys, lys. På den anden side af fjorden ses, kun godt en kilometer borte, Tuse Næs som en smal landskabsstribe så langt øjet rækker til begge sider i afdæmpede grøne og grøngule toner, åbne rolige lyse marker kantet af mørkere småskove og kratbevoksninger. Man ser de små hvide farveklatter der signalerer landbrugsejendomme - en større klat er en kirke. De røde tegltage er dæmpet med gråt og er nærmest rødbrune. Det hele spejler sig i den blanke fjord. Dette er vidunderligt, også lydene og lugtene - men det er ikke kunst! Først skal dette synsindtryk opleves af en kunstner, og så skal han omdanne det til kunst - men ikke nødvendigvis til den kunst man forventer. Thomas Lundbye har set denne skønhed - og malet den. Picasso har set noget andet smukt - og malet det. Snart vil en nymodens videokunstner opdage noget smukt - og lave en video om det. Og engang vil vi beundre hans videofilm og glæde os over dens skønhed og kunstneriske kvaliteter, akkurat på samme måde som vi i dag glæder os over van Goghs udsagn om skønheden i Arles.

I dag ved vi at den skeptiske skolelærer Émile Milliet havde ikke ret i at van Gogh malede grimt, og at han for resten aldrig har eksisteret.